Kunst & kultur
Surrealisterne opdager Photomaton
Paris, 1929, og den særlige frihed ved et kamera uden fotograf.
Et automatisk portræt kan virke stift: samme sæde, samme objektiv, samme billedramme. For surrealisterne gav den mekaniske opsætning også mulighed for leg og for at udfordre konventionelle portrætter.
Et dokumenteret møde i Paris
Centre Pompidou beskriver Photomaton-installationer i Paris i 1928, blandt andet i stormagasiner og forlystelsessteder. Museets foredrag om Marie-Berthe Aurenches fotomatonportræt fra 1929 forbinder den operatørfrie proces med surrealistens interesse for automatisk skrift.
Dokumentation: Museum lecture
Øjne lukket, billeder kombineret
Museets undervisningsmateriale omtaler decembernummeret fra 1929 af La Révolution surréaliste, hvor seksten fotomatonportrætter med lukkede øjne blev samlet omkring en gengivelse af et maleri af Magritte. Gruppebilledet var en komposition af separate portrætter; seksten personer blev ikke presset ind i en fotoboks på samme tid.
Dokumentation: Museum research
Hvorfor forskellen betyder noget
En fotostrimmel, en collage og en illustration gengivet i et tidsskrift indeholder forskellige oplysninger. Angiv, hvilket objekt du omtaler, og bevar dets kontekst. Vores fortolkning er, at fotoboksens begrænsninger kan blive kreative benspænd. Det er en læsning af materialet, ikke en påstand om, at alle surrealister brugte maskinen af samme grund.
Kilder og videre læsning
Kilder til de konkrete fakta og produktbeskrivelser ovenfor. Vores eksempler, fortolkninger og praktiske forslag er originale redaktionelle vejledninger.
- Centre Pompidou — Marie-Berthe Aurenche, Photomaton (1929)Museum lecture
- Centre Pompidou — La Subversion des imagesMuseum research